For at svare kort på det spørgsmål, så har man selv indflydelse på valg af den politi kreds, som man ønsker at arbejde i efter endt uddannelse. Det er dog ikke dig selv, der har den endelige beslutning. Mere om det senere.
Det fede ved politiet er, udover at være en spændene og udfordrende arbejdsplads, at du altid er garanteret job med mindre du gør noget, der kan bære en fyring. Det kunne for eksempel være, at du lavede en straffelovsovertrædelse eller misbrugte din stilling som politibetjent. Du skal heller ikke ud og finde et job efter endt uddannelse, som du skal med de fleste uddannelser. Hos politiet er du garanteret job efter uddannelse, hvilket er forskelligt fra fx Sverige, hvor du efter at have færdiggjort uddannelse selv skal kæmpe med at få en stilling hos politiet.
Det er jo rigtigt dejligt, at man ikke skal have den hovedpine, når man søger ind til politiet i Danmark. Men har du selv indflydelse på, hvilken kreds, du kommer til? Som et led i ansøgningsfasen skal du prioritere hvilke kredse, som du gerne vil have fastansættelse i. Du har mulighed for at vælge alle 12 politikredse og prioritere dem i rækkefølge. Det er ikke et krav, at du prioritere alle 12. Det betyder faktisk, at du kan nøjes med at prioritere én kreds, hvis der kun er én kreds, du gerne vil til. Betyder det så, at hvis du kun prioritere én kreds, at du så kommer til den kreds? Nej, det gør det ikke. Rekrutteringsafdelingen hos politiet kan sagtens tildele dig en kreds, som du ikke har prioriteret, hvilket betyder, at de sender dig derhen, hvor der mangler betjente. I ansøgningsfasen bliver der lagt meget vægt på, om du er omstillingsparat i forhold til at tage en kreds, som umiddelbart ligger langt fra hvor du bor. Hvis du er villig til det, så er det et plus, og du vil derfor have større chance for at komme ind på uddannelsen.
Hvis du er bekymret for om du får en kreds, som ligger langt fra din bopæl, så er jeg desværre nød til at sige, at det kan ske. Hvis du bor i Nordjylland, kan det sagtens forholde sig sådan, at du bliver sendt til København. Hvis du ikke ønsker det eller det ikke kan lade sig gøre med familie, så har du naturligvis altid mulighed for at sige nej tak. Det betyder dog, at du ikke kommer ind på uddannelsen. Du har altid mulighed for at søge igen og dermed håbe, at du bliver tildelt en anden kreds.
Et godt tip er, at du i din ansøgning gør det klart, hvorfor du ønsker den kreds, som du ønsker. Lad os sige, at du ønsker at komme til Odenses Politi, så gør det klart i din ansøgning, hvorfor du gerne vil til Odense. Det kan være, at du har hele din familie inklusiv kone og børn på Odense. Tilmed kan det være, at dine børn går i børnehave i Odense. Børn bliver der generelt taget hensyn til, men det er vigtigt at tage i mente, at intet er sikkert. Selvom du har børn kan du sagtens blive sendt til en kreds, som ligger langt fra din bopæl.
Generelt kan det siges, at kreds som Nordjylland, Østjylland og Fyn er meget svære at komme til. Kredsenes størrelse krydret med deres popularitet gør bare, at det er vanskeligt at få tildelt disse kredse. København er dog forholdsvis nem at komme til, da det er en stor kreds med et stort behov for betjente. Endvidere er karrieren i beredskabsafdelingen i København forholdsvis kort, da der i København er mange muligheder for at søge videre. Det kunne fx være PET, aktionsstyrken, romeo patrulje. Det skal dog siges, at behovet for betjente i de forskellige kredse skifter meget. For få år siden var der totalt lukket for adgang af nyuddannet betjente til København, fordi kredsen havde, hvad de skulle bruge. Det betød, at man faktisk skulle afgive betjente til andre kredse.
Er der så noget at gøre, hvis man bliver tildelt en kreds, som man som udgangspunkt ikke ønsker? Ja, det er der. To gange om året har man mulighed for søge på det der kaldes en ønskerunde, hvor man kan søge til en anden kreds. Her sidder der folk fra Rigspolitiet og kigger alle ansøgningerne igennem. Det er deres opgave at få det store puslespil til at gå op i forhold til at få flyttet betjente kredsene imellem. Der er ikke tale om venteliste, men en ny vurdering hver gang, der er en ønskerunde. Det betyder altså, at en betjent som søger første gang om at komme til Nordjylland sagtens kan få sit ønske opfyldt selvom der er en anden betjent, der har søgt i 8 år. Den generelle opfattelse i politiet er, at der ikke rigtig er nogen der ved, hvad de lægger vægt på, når de vælger hvem, der skal have deres ansøgning opfyldt.
Som en sidste bemærkning vil jeg sige til dig, som tvivler på at søge ind til politiet fordi du ikke kan være sikker på, hvor du havner henne. Du skal gøre det klart for dig selv og din familie, at du kan komme til en kreds, som ligger langt fra din bopæl, hvilket kan betyde, at du kan være nødsaget til at skulle rive dine og din families teltpæle op og flytte til en anden by. Hvis du er villig til det, så får du til gengæld verdens fedeste job med muligheder, som rækker langt udover fantasien. Og husk så på, at vi heldigvis bor i et lille land, og at du har mulighed for at komme til din fortrukne kreds på et tidspunkt i din karriere!